21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/8

1)

Har medlemsstaterne i medfør af artikel 19 TEU, 263 TEUF, 266 TEUF og 267 TEUF samt princippet om loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, TEU) — hvorefter medlemsstaterne og deres kompetente myndigheder skal træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at afhjælpe en tilsidesættelse af EU-retten og efterkomme Domstolens praksis, især når der er tale om gyldigheden af retsakter fra Unionens organer, der har virkning erga omnes — pligt til at ophæve eller tilsvarende at ændre en lovgivningsakt til gennemførelse af et direktiv, som efterfølgende er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen som følge af modstrid med (tilsidesættelse af) bestemmelserne i traktaterne eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, med henblik på at sikre opfyldelsen af Domstolens dom og således afhjælpe tilsidesættelsen af traktaterne eller chartret og undgå nye fremtidige tilsidesættelser?

2)

Kan artikel 266 TEUF (tidligere artikel 233 EF) med henvisning til det foregående spørgsmål fortolkes således, at begrebet »organ, kontor eller agentur« (i vidt omfang eller analogt) også omfatter den medlemsstat, der i sin nationale retsorden har gennemført et direktiv, som efterfølgende er blevet erklæret for ugyldigt som følge af tilsidesættelse af traktaterne eller chartret, eller kan artikel 260, stk. 1, TEUF i et sådant tilfælde finde anvendelse analogt?

3)

Hvis de foregående spørgsmål i det væsentlige besvares bekræftende, og hvis medlemsstaterne således har pligt til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at afhjælpe tilsidesættelsen af den primære EU-ret ved at ophæve eller tilsvarende at ændre lovgivningsakten til gennemførelse af et direktiv, som efterfølgende er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen som følge af tilsidesættelse af chartret eller traktaterne, skal denne pligt da udvides til at omfatte de nationale retter således, at de skal se bort fra lovgivningsakten til gennemførelse af det direktiv, som er blevet erklæret for ugyldigt — i det foreliggende tilfælde direktiv 2006/24/EF (1) — (i det mindste hvad angår den pågældende del), fordi det tilsidesætter chartret eller traktaterne, og i konsekvens heraf ikke skal tage hensyn til beviser indhentet på grundlag af disse retsakter (direktivet og den nationale gennemførelsesretsakt)?

4)

Er de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 2006/24, som ved Domstolens dom af 8. april 2014, Digital Rights Ireland Ltd (2) (C-293/12 og C-594/12, EU:C:2014:238) er blevet erklæret for ugyldigt som følge af tilsidesættelse af chartret, omfattet af EU-rettens anvendelsesområde som foreskrevet i chartrets artikel 51, stk. 1, alene af den grund, at de gennemfører direktiv 2006/24, uafhængigt af Domstolens efterfølgende erklæring om direktivets ugyldighed?

5)

Henset til, at direktiv 2006/24, som efterfølgende er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen, er blevet vedtaget med det formål at indføre en harmoniseret ramme på EU-plan i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF angående kommunikationstjenesteudbyderes lagring af data med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager, således at der ikke opstår hindringer for det indre marked for elektronisk kommunikation, henhører de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 2006/24 da under artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, i kraft af hvilken de er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde som foreskrevet i chartrets artikel 51, stk. 1?

6)

Når det tages i betragtning, at en eventuel idømmelse af straf for en statsborger i en medlemsstat i Den Europæiske Union, som i det foreliggende tilfælde, uundgåeligt medfører indskrænkninger i udøvelsen af retten til fri bevægelighed, som EU-retten tillægger den pågældende, selv om de i princippet er begrundede, skal det da alene af denne grund antages, at de pågældende straffesager samlet set er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde som foreskrevet i chartrets artikel 51, stk. 1?

Hvis de foregående spørgsmål i det væsentlige besvares med, at chartret finder anvendelse i henhold til sin artikel 51, stk. 1, stilles følgende yderligere spørgsmål:

7)

Er det i overensstemmelse med chartrets artikel 7, 8 og 52, stk. 1, at politiet i løbet af en strafferetlig efterforskning, i hastende tilfælde, og især såfremt den pågældende gribes på fersk gerning, uden forudgående tilladelse fra en retsinstans [eller et uafhængigt administrativt organ] udstedt i overensstemmelse med fastsatte materielle og processuelle krav, har adgang til og anvender data lagret i medfør af direktiv 2006/24 og/eller artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58?

8)

Såfremt politiet eller andre myndigheder end retsinstanser i løbet af en strafferetlig efterforskning kræver adgang til og anvendelse af data lagret i overensstemmelse med direktiv 2006/24 og/eller artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, i særdeleshed når denne efterforskning ikke sigter mod at forebygge, afsløre og retsforfølge særligt fastlagte forbrydelser, der kvalificeres som alvorlige af den nationale lovgiver, udelukker den pågældendes eventuelle samtykke til behandling af disse data da i medfør af chartrets artikel 7, 8 og 52, stk. 1, kravet om forudgående tilladelse fra en retsinstans [eller et uafhængigt administrativt organ] til adgang til og anvendelse af disse data givet i overensstemmelse med fastsatte materielle og processuelle krav, særligt under hensyntagen til, at de krævede data uundgåeligt også inkluderer tredjemands data (eksempelvis abonnenten/den kaldte)?

9)

Er anklagemyndighedens accept af adgang til og anvendelse af data lagret i overensstemmelse med direktiv 2006/24 og/eller artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58 under en strafferetlig efterforskning da i overensstemmelse med chartrets artikel 7, 8 og 52, stk. 1, såfremt der mangler forudgående tilladelse fra en retsinstans [eller et uafhængigt administrativt organ] udstedt i overensstemmelse med fastsatte materielle og processuelle krav, i særdeleshed når denne efterforskning ikke sigter mod at forebygge, afsløre og retsforfølge særligt fastlagte forbrydelser, der kvalificeres som alvorlige af den nationale lovgiver?

10)

I lyset af Domstolens dom af 8. april 2014, Digital Rights Ireland Ltd (C-293/12 og C-594/12, EU:C:2014:238, præmis 60 og 61) og udtrykket »grov kriminalitet« i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2006/24, udgør dette udtryk da et selvstændigt EU-retligt begreb, og i bekræftende fald hvad er begrebets materielle indhold, for at en bestemt forbrydelse kan betragtes som tilstrækkeligt alvorlig til at begrunde adgang til og anvendelse af data lagret i overensstemmelse med direktiv 2006/24?

11)

I lyset af Domstolens dom af 8. april 2014, Digital Rights Ireland Ltd (C-293/12 og C-594/12, EU:C:2014:238, præmis 60 og 61), og uanset om udtrykket »grov kriminalitet« i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2006/24 udgør et selvstændigt begreb eller ej, beskriver chartrets artikel 7, 8 og 52, stk. 1, da almindelige kriterier, ifølge hvilke en bestemt forbrydelse skal betragtes som tilstrækkeligt alvorlig til at begrunde adgang til og anvendelse af data lagret i overensstemmelse med direktiv 2006/24 og/eller artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, og hvad er i bekræftende fald disse kriterier?

12)

Hvis det foregående spørgsmål i det væsentlige besvares bekræftende, består denne vurdering af proportionaliteten da sammenfattende i, at særtrækkene i den efterforskede forbrydelse vurderes af (a) Domstolen alene eller (b) den nationale retsinstans på grundlag af de af Domstolen fastslåede almindelige kriterier?

13)

I lyset af Domstolens dom af 8. april 2014, Digital Rights Ireland Ltd (C-293/12 og C-594/12, EU:C:2014:238, præmis 58-68 samt domskonklusionen), er adgang til og anvendelse af lagrede data inden for rammerne af en straffesag på grundlag af en almindelig ordning om lagring af data indført i overensstemmelse med direktiv 2006/24 og/eller artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, idet denne ordning opfylder forudsætningerne i dommens præmis 60-62, 67 og 68, men ikke forudsætningerne i dommens præmis 58, 59, 63 og 64, da i overensstemmelse med chartrets artikel 7, 8 og 52, stk. 1?

[dvs. en ordning om lagring, der dels foreskriver forudgående tilladelse fra en retsinstans i overensstemmelse med fastsatte materielle og processuelle krav, især med henblik på forebyggelse, efterforskning og retsforfølgning af særligt fastlagte forbrydelser, som opremses og kvalificeres som alvorlige af den nationale lovgiver, og sikrer effektiv beskyttelse af lagrede data mod risikoen for misbrug og mod enhver ulovlig adgang til og anvendelse af disse oplysninger (jf. dommens præmis 60-62, 67 og 68), dels tillader lagringen af data a) vedrørende uden forskel alle personer, som benytter elektroniske kommunikationstjenester, uden at der med hensyn til disse personer (tiltalt eller sigtet) foreligger et element, der angiver en — omend fjern — forbindelse mellem disse personer og en alvorlig forbrydelse, inden den omstændighed opstår, med henvisning til hvilken oplysninger er blevet krævet hos kommunikationstjenesteudbydere; b) uden at de data, som kræves, inden den efterforskede handling begås, skal vedrøre (i) et bestemt tidsrum og/eller et bestemt geografisk område og/eller en given personkreds, der på den ene eller anden måde vil kunne være indblandet i grov kriminalitet, eller (ii) mod personer, der af andre grunde gennem lagring af deres data ville kunne bidrage til forebyggelse, efterforskning eller retsforfølgning af grov kriminalitet; c) i et tidsrum (12 måneder i den foreliggende situation), der fastsættes, uden at der på nogen måde sondres mellem de kategorier af data, som er fastsat i det omhandlede direktivs artikel 5, efter deres relevans for det mål, som forfølges, eller afhængigt af, hvilke personer der er berørt (jf. dommens præmis 58, 59, 63 og 64)]

14)

Hvis det foregående spørgsmål i det væsentlige besvares med, at adgang til og anvendelse af disse data ikke er i overensstemmelse med chartrets artikel 7, 8 og 52, stk. 1, skal den nationale retsinstans da se bort fra den nationale retsakt til gennemførelse af direktiv 2006/24, som er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen, eller retsakten med hjemmel i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, fordi den er i modstrid med chartret, og skal retsinstansen da ikke tage hensyn til data lagret og indhentet på grundlag heraf?

15)

I lyset af direktiv 2006/24, i særdeleshed af dels sjette betragtning, hvorefter »retlige […] forskelle mellem nationale bestemmelser om lagring af data med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger er en hindring for det indre marked«, dels det i artikel 1, stk. 1, udtalte mål om at »harmonisere medlemsstaternes bestemmelser«, dels de øvrige betragtninger, især [3.-5., 11. og 21. betragtning], og også i lyset af Domstolens dom af 10. februar 2009, Irland mod Parlamentet og Rådet (C-301/06, EU:C:2009:68, præmis 70-72), udgør opretholdelsen af den lov, som gennemfører direktiv 2006/24 i den nationale retsorden, selv om direktivet er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen, da en hindring for det indre markeds oprettelse og funktion, idet det dog står fast, at ingen nyere EU-retlig foranstaltning endnu er trådt i kraft?

16)

Særligt spørges, om opretholdelsen af den lov, som gennemfører direktiv 2006/24 i den nationale retsorden, selv om direktivet er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen, eller den nationale lov som omhandlet i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58 udgør en hindring for det indre markeds oprettelse og funktion, fordi

17)

Hvis mindst et af de foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal den nationale retsinstans i overensstemmelse med EU-retten da se bort fra den nationale retsakt til gennemførelse af direktiv 2006/24, som er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen, fordi den er i strid med det indre markeds oprettelse og funktion og i konsekvens heraf ikke tage hensyn til lagrede data, hvortil der er opnået adgang på baggrund af direktiv 2006/24 eller de nationale bestemmelser, som er blevet vedtaget ved anvendelse af artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58?